Episodios

  • Søstrene Brahl – byens succesfulde erhvervskvinder
    Jun 6 2024

    I 1873 er en 27-årig fotograf taget fra Randers til et pinsemarked i Aalborg, hvor der skal tages portrætbilleder af de lokale bønder og borgere. Det er en travl og varm dag, og fotografen tørrer sveden af panden, inden han griber ud efter en ølflaske på bordet. Men den bevægelse skal vise sig at være fatal.

    I slutningen af 1800-tallet brugte man den giftige væske cyankalium til at fremkalde billeder med, og ved en fejltagelse tager den unge fotograf en sluk af fremkaldervæsken i stedet for af ølflasken. Han dør indenfor få minutter, og han efterlader sig enken Nielsine i Randers, som nu må tage skæbnen i egne hænder.

    På den måde får byen sin første kvindelige fotograf, og sammen med sin søster Inger Marie bliver hun en del af byens vigtigste erhvervsliv.

    Medvirkende: Hanne Schaumburg Sørensen, ph.d. og leder af Nyere tid på Museum Østjylland. Journalist: Lene Grønborg Poulsen.

    Más Menos
    26 m
  • Moseligets hemmelighed
    Apr 26 2024

    I 1991 sidder to søstre sammen og arbejder forsigtigt med en gammel pelskappe. De hedder Lone og Hanne Billeschou Juhl, og de er i gang med den første egentlige konservering af de skind, der tilbage i 1886 blev fundet sammen med moseliget Auningkvinden. Men i forbindelse med arbejdet får de sig en stor overraskelse!

    I det her afsnit får du den fascinerende fortælling om moseliget Auningkvinden, og hvordan man har behandlet hende gennem tiden. Når det handler om store, vilde fund og historiske opdagelser, så hører vi tit om arkæologer og historikere, men i virkeligheden sker der lige så unikke fund i laboratorierne.

    Det fortæller konservator Anne Rostgaard Nielsen fra Museum Østjylland om i dette afsnit, hvor vi også skal høre, hvad hun selv opdagede, da hun fik pelskappe og skind mellem hænderne tilbage i 2017.

    Medvirkende: Anne Rostgaard Nielsen, konservator. Journalist: Lene Grønborg Poulsen.

    Más Menos
    26 m
  • Kvindebevægelsens første damer
    Mar 13 2024

    Det er den 6. februar 1925. I festsalen på Højskolehotellet i Randers sidder 40 kvinder. De er klædt i deres pæneste tøj, og de taler, gestikulerer og diskuterer højlydt. Der er nemlig noget særligt på spil i dag, hvor kvinderne fornemmer tidens nye strømninger, der også er nået til Randers.

    I dette afsnit af Historiejagten får du historien om driftige kvinder, der i 1925 i Randers skabte en lokalkreds med både festligt og kvindesagligt indhold. Her diskuterede man, hvordan kvinder kunne bidrage til samfundet, og man ønskede, at kvindens arbejde blev anerkendt på lige fod med mandens. Afsnittet undersøger desuden, hvorfor kvindekredsen lukkede ned 1970’erne – netop som der endelig kom medvind i kvindekampen på landsplan.
    Inger Nørgaard, Ph.d. og arkivar har undersøgt sagen i byens lokale arkiv.

    Medvirkende: Inger Nørgaard, Ph.d. og arkivar. Journalist: Lene Grønborg Poulsen.

    Más Menos
    24 m
  • Magt i middelalderen
    Feb 9 2024

    Nogle af middelalderens væsentligste møntfund stammer fra Museum Østjyllands dækningsområde, nemlig fra Djursland og området omkring Randers. Netop i begyndelsen af middelalderen fik mønterne en fast værdi, der blev bestemt og ikke mindst garanteret af kongen. På den måde fik kongemagten et meget vigtigt redskab, som han kunne styre landets økonomi med. Den nye måde at opfatte og bruge mønter på er stadig den måde, vi opfatter og bruger mønter den dag i dag. I hvert fald lidt endnu inden kryptovaluta og digitale betalinger helt overtager vores hverdag!

    På museerne gemmer sig tusindvis af fascinerende historier fra middelalderen. I dette afsnit af "Historiejagten" fortælles historien om, hvorfor man begyndte at bruge mønter i Danmark, og hvilken rolle tidens skiftende konger spillede i det.

    Medvirkende: Arkæolog Thomas Guntzelnick Poulsen og journalist Lene Grønborg Poulsen.

    Más Menos
    25 m
  • Lyt til Stenalderen på Djursland
    Jan 16 2024

    Forestil dig, at du er arkæolog i en udgravning på jagt efter fortidens historier. Pludselig dukker knogler fra bjørne, pelikaner og elge frem af jorden. Dyr, som ikke længere lever frit i Danmark, men som har haft stor religiøs betydning for oldtidens mennesker.
    De mange knogler er tydeligvis lagt i jorden af mennesker. Dit hjerte banker hurtigere i takt med, at du indser, at du står med et fund, der kan omskrive den måde, vi ser på oldtidshistorien!

    I dette afsnit af ”Historiejagten” kan du høre meget mere om en arkæologisk udgravning på Kainsbakke ved Grenaa, hvor foskerne opdagede et af de hidtil mest spektakulære fund fra Danmarks stenalder.

    Forskningsleder Lutz Klassen har undersøgt historien.

    Medvirkende: Forskningsleder Lutz Klassen. Journalist: Lene Grønborg Poulsen.

    Más Menos
    21 m
  • En sidste hilsen fra fiskerne
    Dec 4 2023

    I sommeren 1926 sejlede kutteren A9 Gisela fra Grenå Havn ud i Nordsøen for at fiske. Om bord på Grenaakutteren var skipper Peder Hansen og hans bror Aage Hansen samt vennerne Alyn Larsen og Peter Petersen.
    Kutteren havde først kurs mod Esbjerg Havn, hvorfra de stævnede ud for at fiske ved Doggerbanke, der ligger 100 km fra den engelske kyst. Men tiden gik, og familien i Grenå hørte ikke nyt fra kutteren.

    I dette første afsnit af ”Historiejagten” kan du høre den dramatiske fortælling om den forsvundne Grenaakutter, samt træbrættet med en sidste hilsen til familien, som senere blev fundet. Her havde de fire unge mænd skrevet i træet: ”Hils hjemme”

    Museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning har undersøgt historien.

    Medvirkende: Museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning. Journalist: Lene Grønborg Poulsen.

    Más Menos
    17 m
  • Teaser til Historiejagten
    Nov 15 2023

    Få et smuglyt på Museum Østjyllands helt nye podcastserie Historiejagten. I sommeren 1926 sejlede kutteren Gisela fra Grenaa Havn for aldrig at vende tilbage.

    Det færdige afsnit udgives i starten af december.

    Medvirkende: Rikke Alsbjerg Schøning. Journalist: Lene Grønborg Poulsen.

    Más Menos
    1 m