Send feedback (sms)

Denne gang læser vi i Laotses Dao DeJing (Ta Te Ching). Sidst læste vi Chuang Tzu’s fine prosa, og lagde især mærke til humoren, den perspektiviske indsigt og hans betoning af ikke-gøren. For at citere Chuang Tzu: ”Hvad er problemet?”

Men Daoismens grundtekst er først og fremmest Dao DeJing – og jeg synes lige at vi hilse ordentligt på den.

Traditionen siger at den er skrevet af Lao Tzu. Der er tradition for at Lao Tzu var lærer for Chuang Tzu, og overleverede sin visdom til ham. Om de faktisk mødte hinanden, er usikkert. Bl.a. fordi begge figurer måske overhovedet ikke fandtes, hvilket ville vanskeliggøre et møde betydeligt.

En årsag til at betvivle Laotses eksisens, er at Lao - ikke er et navn, men en titel. Det betyder noget i retning af "den gamle mand" , så Laotse vil være "den gamle mester".

Traditionen siger at Laotse var arkivar ved det kejserlige hof i Zhou-dynastiet. Et arbejde der gav ham adgang til en stor samling af gamle tekster og visdom. Det siges, at Lao Tzu blev træt af det moralske forfald og den politiske uro i sin tid og besluttede sig for at forlade hoffet og rejse mod vest. Da han nåede til den vestlige grænse på sin vandbøffel, blev han bedt af vagten om at nedskrive sin visdom, før han forlod landet. Det gjorde han på én nat. Resultatet var Dao De Jing. I nutidige termer kan vi kalde det en digtsamling på 81 digte – og den er blevet grundlaget for taoistisk filosofi.

Det er en ret taoistisk historie. Laotse er ikke en helteskikkelse som sejrede i krig, forenede folk eller befriede dem fra slaveri. Nej han var bare arkivar. Visdommen var hvad han havde lært som arkivar over mange år – og han havde ikke planlagt at nedskrive den – det gjorde han fordi han blev spurgt. Han insisterede ikke på noget, skrev bare teksten, og så måtte andre se om det var noget for dem. Næste morgen gav han Dao DeJing til vagten, steg på sin vandbøffel og forsvandt ind i bjergene. Ingen hørte fra ham igen.

Litteratur, bl.a:
Lao Tzu: Tao Te Ching. Ursula K. Le Guin (1997):
Loatse: Tao Te Ching. Erik Folke (1972). (Indledning af Sven Lindqvist). Faldus/Bonniers.

Send feedback (sms)

Denne gang handler det om ”shwangzee”. Ja, det er ham med sommerfugledrømmen. Den typiske europæiske transkribering er ”Chuang Tzu”, men såvidt jeg kan forstå er udtalen omtrent ”shwangzee”. Mester Schwang.

Vi er i Kina i det 4. århundrede fvt. Et usikkert bud er 369 til 286 fvt. I hvert fald er det cirka 100 år efter Konfucius døde.

Man ved meget lidt om shwangzee. Så lidt at nogen har udtrykt tvivl om han overhovedet fandtes. Det meste af den biografiske information kommer fra teksten selv. Og hvad er det for en tekst? Jo, det er teksten der bærer navnet shwangzee. Jeg kommer tilbage til teksten og tiden, men først har jeg lyst til at læse noget helt andet. Jeg siger først hvad det er bagefter.

Send feedback (sms)

Sidst vi var i Kina læste vi i visdoms- og orakelbogen I Ching, hvis oprindelse og historie fortaber sig lidt i tågerne. Denne gang har vi mere klart sigte. Det handler om tekster og tanker som udgår fra en bestemt historisk person, nemlig. Konfucius. Hans liv er relativt veldokumenteret, (han levede fra 551 til 479 fvt.) men også omgivet af tiltagende mytedannelser i eftertiden. Hvorfor interessere sig for Konfucius? Navnet er et samlingspunkt for en visdomstradition, et udsyn på livet som har haft umådelig betydning i den kinesiske kultur og stadig har det. Konfucius er den mest berømte kinesiske filosof, og næves ofte i flæng med navne som buddha, jesus, sokrates og nogle få flere. I den kinesiske oldtid kan man tale om tre søjler; konfucianismen, taoismen og buddismen. Og det er også en grund til at beskæftige sig med ham; selvom denne serie ikke kan bestå af andet end nedslag, kan vi alligevel tegne nogle bevægelser, identificere nogle basale positioner og følge indflydelser igennem historien. Det kommer vi til at gøre over de næste episoder.

Vi skal selvfølgelig læse nogle korte uddrag af de konfucianske grundtekster. Det drejer sig om bogen ”Samtalerne”, der på dansk bl.a. er udgivet som ”Samlede samtaler” på engelsk kendes den som ”Analects”, der betyder noget i retning af ”udvalg”. Teksten er en samling af ret løsrevne udsagn og anekdoter om mesteren Konfucius, der traditionelt set opfattes som samlet af elever og følgere.

Min indgang er det gamle spørgsmål om konfucianismen er en religion eller en filosofi.