Rammerne for at undervise børn og unge med særlige behov er strammet voldsomt til. Administrative opgaver og et virvar af myndighedstilsyn tager tid fra behandlings- og undervisningsopgaven. Undervisningsstederne har mere eller mindre mistet kontrollen med deres egen økonomi til den lokale kommune, som til gengæld har fået unik adgang til at skrue på udgifterne gennem udbuddet af undervisningstilbud.

De bliver kaldt svage elever, men der er mange eksempler på, at de lærer dobbelt så hurtigt som elever i Folkeskolen, når endelig de er landet i de rette rammer. Men rammerne er dyre, og som udgangspunkt kan eleverne ikke blive der længere end to år. Stress og resultatkrav, der står i skarp kontrast til den nok vigtigste ressource i behandlings- og undervisningsarbejdet: tid.

Tusindvis af skolebørn får alt for sent den hjælp til at lære, som de har brug for.
Når de endelig ankommer til det specialiserede undervisningstilbud, som matcher deres behov, er det med skolerygsækken fuld af fiaskoer.
Eleverne er unødvendigt langt bagud, og ventetiden på det rigtige tilbud har haft store omkostninger for hele familien.