”Jeg var for dansk til at spille udenlandsk”, siger Sargun Oshana, ”og for udenlandsk til at spille dansk”. Sargun Oshana er i dag en prisvindende instruktør og allerede tidligere teaterchef for Blaagaards Teater. Sargun kom til Danmark som flygtning fra Irak som 7-årig. På både den ene og den anden måde var teatret en fremmed verden i hans opvækst. ”jeg tror ikke engang man vidste, hvad en skuespiller var”. Siden har livet og teatret været frugtbare kilder for hinanden i Sarguns virke. Hør ham fortælle om det, og om det at give lyd og liv til de uhørte stemmer. ”Hvert eneste menneske har værdi, har noget der er smukt, når det bliver fremkaldt”.

”Jeg var ikke nogen teaterpige”, fortæller Marianne Philipsen, ”lad os bare sige det som det er: jeg kom ikke i teatret”. Det har i den grad ændret sig. Gennem mange år har Marianne været ansat på Aarhus Teater som teatrets arkivar og hun er i dag, som person og som indsigtsfuld og engageret arkivar mm., en central person i teatrets dagligdag. Arkivet er i dag et levende aktiv i teatrets kunstneriske produktion, fx i forbindelse med Sargun Oshanas iscenesættelse af Den unge Werthers lidelse i 2020. Marianne producerer også udstillinger i og udenfor huset – bl.a. sammen med Teatermuseet i Hofteatret på KØN i 2022 – og andre former formidling. Der er dedikation og kraft i Mariannes virke – bare hør hende fortælle.

”Du siger ikke ét ord”, fortæller Line Wilton, “som i: ikke ét ord”. Ordene var hendes far og de faldt til den femårige Line, da hun for første gang var med ham i teatret. Siden blev det at sige de rigtige ord på de rigtige tidspunkter selve dét, det handlede om – men uden at publikum hører det. For Line Wilton har tilbragt et langt arbejdsliv som sufflør. Suffløren er en vigtig stemme i teatret, men jo usynlig og ikke-hørlig for tilskuerne. Eller rettere sagt var. For sufflørens rolle og placering – for så vidt som hun overhovedet er til stede mere – har ændret sig drastisk over tid med scenografiens og teknologiens udvikling. Hør Danmarks nok mest erfarne sufflør fortælle historier fra et langt liv i rollen som teatrets Livline, som hun med rette er blevet kaldt.

”Hvis bare man smækker én dør hårdt nok bag sig”, siger Palle Granhøj, ”så er der to andre der åbner sig”. Palle Granhøj er en ener i dansk teater og dans. Fra Vendsyssel og gymnastikken rejste han ud i verden og ind i dansen, hvor han fandt sin helt egen autodidaktiske plads, i første omgang på den aarhusianske dansescene. Det hele var ikke uden modstand, men Palle Granhøj har forstået at gøre en dyd af nødvendigheden. Som kunstnerisk leder og koreograf skabte han lille storbyteatret Gran – Teater for dans og siden kompagniet Granhøj Dans. Hele vejen igennem med begrebet om ’obstruktion’ som kunstnerisk modstandskraft og benspænd. Det førte til samarbejde med teatre som Odin Teatret og Det kgl. Teater, museer som SMK og kulturinstitutioner rundt om i Danmark og ud i verden. Til 50 forskellige lande. ”Jeg havde aldrig nogensinde med min lille hjerne have fået de ideer, men jeg kunne sætte en proces i gang og så skete der noget – og så har jeg ikke lavet andet siden”.

”Mange af os”, siger den 91-årige kritiker og anmelder Gregers Dirckinck-Holmfeld med vanligt lune glimt i øjet, ”er jo fallerede kunstnere”. Det var operaen, der trak i den unge Gregers. Han blev dog aldrig optaget på operaskolen, men levede ikke desto mindre af at synge i flere år i kirker og som solist. ”Men det var altså ikke andet end som amatør”. Siden tog livet som musik- og teateranmelder fart – og i en årrække også rollen som tv-vært. Ikke mindst hans mangeårige samarbejde med teatertegneren Claus Seidel har sat sine spor og blev i 2019-20 til udstillingen Nu – til stregen! i Hofteatret. Hør ham fortælle om det med at gribe kunsten i flugten og skrive med lynets hast. ”Der hvor jeg har mest travlt, dér er det bedst!”.

”Den første gang jeg så en ballet, var jeg fem år gammel”, fortæller Nikolaj Hübbe, ”jeg holdt ikke kæft og jeg blev tysset og min mor blev skældt af det omkringsiddende publikum, for jeg larmede sådan … men jeg kunne slet ikke være i mig selv”. Nikolaj Hübbe har virkelig levet hele sit liv med krop og sjæl i ballettens verden. Det blev hans virkelighed og det blev hans eventyr. På scenen, bl.a. som solodanser gennem femten år i New York City Ballet. Og bag scenen, siden 2008 som balletmester ved Det Kgl. Teater. Det ejer sin egen magi, konstant at være sig selv som en anden, midt i kunstens verden. Og det kræver sit, af en selv og af andre. Hør ham fortælle om, hvad det er, der gør det – og om hvad kunsten kan gøre ved ens virkelighedsforståelse.

”Bare jeg får min vilje”, siger Lisbet Dahl, ”så er jeg simpelthen så nem at være sammen med!”. Lisbet Dahl er kendt af alle, ikke mindst fra Cirkusrevyen på Bakken, hvor hun var kunstnerisk drivkraft bag scenen og frontfigur på scenen, lige indtil coronaen satte sig på det hele. Selv har hun kendt og levet i teatrets verden, siden hendes far blev souschef på Odense Teater midt i 1950’erne, da hun var bare 10 år. Som bare 18-årig kom hun på elevskole i Aalborg. For tyve år siden var hun i Hofteatret for at modtage Henkel-Prisen 1983. Nu er hun her igen for at fortælle om, hvordan hun lige fra starten, bl.a. som Pippi Langstrømpe, griber til improvisationer og indfald, der åbner vejen ind til revyens mangefacetterede og publikumsnære univers, og om hendes kunstneriske livtag med Edith Piaf og om intuitionens kraft og nødvendighed. ”Men nogen gange træffer jeg ikke beslutninger, for hvis jeg kun gør det jeg selv synes altid, så bliver jeg jo ikke klogere”.

”Jeg er ikke sådan en, der har punchlines”, slår Karin Betz fast. Karin Betz er scenograf og kostumedesigner gennem flere årtier, men startede ganske sigende på Arkitektskolen med Visuel kommunikation – straks blev det til scenografi til Vesterbro Ungdomsgård, da det kørte for fuld kraft. Siden blev det til årtier med levende mennesker og det levende teater, men skulle det være som skuespiller, scenograf eller instruktør? Det blev så scenograf. Hør Karin fortælle om sin færden i dansk teater fra 1980’erne og frem til de seneste år, hvor teknologien har skabt nye muligheder for de visuelle universer, som teatret på sin helt egen måde lægger rum til.